Lad mig være ærlig overfor dig og lad mig være ærlig overfor mig selv.

Brønden er tom. 

 

Jeg har planlagt denne uge, så jeg starter med en fridag. Nej, det er ikke rigtigt, jeg har planlagt en dag, hvor jeg kan lave mine egne ting. 

 

Jeg er vågnet i god tid.

Jeg har en opgave foran mig og har besluttet, hvor jeg skal starte, eller har jeg nu også det? 

Der er mange opgaver, der venter. 

Flere af dem handler om hus, rengøring, oprydning, ommøblering.

De fleste af de ting handler om at gøre noget for andre. Gøre noget for familien, for at lette deres liv og dermed lette mit liv.

Så er der de andre ting.

Mine ting.

Mine ideer og drømme, der ligger i udkanten af mit synsfelt. 

 

“Hvad laver du?”

Jeg var ude i lørdags til en venindes fødselsdag. Mødte nye mennesker og skulle forklare, hvor jeg kender hende fra og hvad jeg laver.

Det var nemt.

Jeg ved, hvad jeg tjener mine penge på.

Jeg ved, at jeg kender hende fra strik, men så var der en del af historien, som manglede ord. 

Hvad er det med mig og det strik? Mine projekter? Scandinavian Knit? Lær at strikke- på den nemme måde? Strik i psykiatrien?

Det er en stor historie af drømme og ideer.

Timers arbejde og kærlighed.

Drømme, der har været så tæt i luften, at jeg næsten har kunne gribe ud og tag fat i dem. 

Nu er farverne falmede og luften er diffus.

Jeg åbner munden for at fortælle og det bliver nogle halve og tomme lyde, der kommer ud.

 

I dag er så min dag.

Jeg skal det hele i dag. 

Jeg er klar og har energi, men så stopper festen også, for jeg aner ikke hvor jeg skal gå igang. 

Giver det så mening at at sætte mig ved tasterne?

Ja, for jeg har brug for at få sagt det højt. 

Jeg har brug for at mærke at mine drømme stadig er her.

Brug for at mærke at mine ideer holder og især brug for at acceptere at livet i vores familie indimellem sender os ud på nogle uforudsete ture til den øde vildmark.

 

Mine drømme med mine projekter handler om dejlige ting.

Smukt garn, opskrifter med historier, om fællesskaber og at bruge strik i sit liv.

Mange af mine historier tager afsæt lige over overfladen.

Der hvor solen skinner.

Måske lige i gryet, hvor alting spirer og bobler. 

 

Men det er jo ikke helt sandt; mit afsættet er oftes under overfladen.

Der, hvor det kradser, det er dér, det sker.

Det er dét, jeg tror jeg kan blive ved med at undgå at fortælle om. 

 

Så hvor er jeg henne med alle mine fine ideer? 

Hvor blev strikkeopskrifterne af?

Hvor blev strikkekurset af?

Opdateringerne om strik på de psykiatriske afdelinger?

I første omgang blev ildsjælens flamme svækket af iværksætternes evig dilemma; økonomi eller passion. 

For meget frivilligt arbejde havde tømt min kasse og når kassen er tom er der ikke langt til tåre og bekymring.

Meget måtte pauses mens jeg fandt timer med løn hos dejlige kunder. 

På hjemmefronten havde vi sendt det yngste barn afsted på efterskole.

En dyr beslutning, men yderst nødvendig. Han trængte til et års fred til sig selv. 

 

Når jeg siger fred, må jeg tage hul på det, der for alvor fylder og har fyldt de sidste 22 år.

Min ældste barn, ham med de særlige behov.

Mit højtbegavede barn.

Min søn med aspergers.

Min søn, der fik en hjerneblødning ud af det blå for 4 år siden og nu har en hjerneskade.

Min søn med de milde brune øjne. 

Det menneske, som har haft brug for, at vi har skabte et familieliv med særlige hensyn. Det har vi gjort og vi ville gøre det igen 100 gange til, men det har været dyrt. 

Intens og aparte

Dette efterår blev alting lidt mere intenst, lidt mere aparte.

Vi skulle bruge mere og mere energi på at prøve at følge med.

Prøve at finde den bedste måde at støtte op.

Lytte til skolen, der fortalte om opgaver om mindede om psykotiske dagbogsudsnit.

Hilse på nye mennesker, der lige havde brug for at et sted at sove.

Iagttage bunken af klunsede ting vokse. 

Bekymret prøve at få rusket kontakt, når der var blevet tømt sprutflasker. Undret os over våde plamager (du har ikke tisset på gulvet vel?!)

Blive bekymret over at der blev inviteret 90 mennesker til fest hos os med 2 dages varsel – der kom heldigvis kun 15.

 

Så hvordan sætter man fingeren på og siger; derfra kørte det skævt?

Nytårsnat, da fremmede fandt ham sovende på en bænk?

Ugen efter hvor han med timers varsel, flyttede til et rottebefængt kolonihavehus alt for dyrt og alt for langt væk? 

Da han mistede sin telefon? Eller da han mistede sit overtøj og sin computer? Da skolen sagde stop? Da han kom og græd og græd? Og gik fordi han blev vred? Da han skrev ting på sin facebook ingen kunne forstå? 

 

Veje i moderskabets jungle

Jeg ved, at jeg i januar måtte tage en pause fra strik i psykiatrien; jeg vidste aldrig hvornår min søn stod her, tidligt eller sent.

Glad eller fortvivlet, eller glad var godt nok kun små glimt, i et forsøg på at lade som om alt gik godt.

Vred eller med akut behov for noget der ikke gav mening?

Jeg måtte blive hjemme og samle kræfter til denne tur. Gå tidligt i seng, sørger for at sove. 

Jeg måtte ringe fra Herodes til Pilatus for at finde vej til få hjælp. Det var en jungle.

En jungle hvor vi har måtte overskride vores egne grænser. 

En jungle, som endte i vores stue med vagtlæge og 2 politibetjente. Vrede, gråd og skæld ud. 

Nu er kommer jeg så rigtig meget på en psykiatrisk afdeling.

Denne gang som mor. 

 

Hvor er min kilde?

I dag stod jeg så op og rystede trætheden væk.

Tænkte på alle de projekter jeg har parkeret til fordel for livet i min famile. 

Jeg tændte computeren for at skrive lidt.

Tændte et lys og gik ud i haven for at hente en blomst og så var det at jeg mærkede det. Brønden er tom.

Jeg har passet på mig, for jeg hænger sammen, men brønden er tom.

 

Der er ikke mere at give. 

Hvordan skal jeg så kunne skabe alt det skønne jeg gerne vil dele med verden? 

Ved at slå mig selv i hovedet med at jeg ikke laver nok? Ikke er spændende nok? Vedholdende nok? Bare ikke er nok?

Nej vel?!

 

Jeg ved ikke, hvem du er der læse med, men jeg ved at du også er i live. 
Jeg har brug for at dele denne del af mit liv.

Brug for fortælle hvordan mit liv ser ud. 

Og hvorfor? 

 

Måske har du brug for at høre, at du ikke er alene og måske fordi at jeg har brug for at være ærlig og fortælle, hvor mit afsæt kommer fra. 

Mit fokus på strik handler dybeste set om at have noget i mine hænder, noget der tager fokus, noget der skaber ro og glæde.

Hvis jeg ikke fortæller, hvorfor jeg har så meget brug for at skabe ro og fokus, så mister strik og historierne deres værdi og bliver til et tomt glansbillede.

Tak fordi du har læst med ❤︎